Fra : Jørgen Skyt (jskyt@mail.dk)
Dato : 26-02-2005 01:58
Jeg har set de andre svar, og er helt enig, men jeg vil gerne vende tilbage til det oprindelige, nemlig spørgsmålet "Hvordan kan det være at et materiale som er så blødt, kan være så besværgeligt at arbejde i?".
Det er min erfaring det gælder ethvert materiale, det er let at ekstrudere ved en temperatur væsenligt under dets smeltepunkt: Kobber, aluminium - og f.eks. guld. Alle materialer, det er let at trække ud i tråde, laver dette drilske nummer:
Under hård deformation stiger temperaturen lokalt så højt at materialet begynder at flyde - ganske som tandpasta først flyder, når man trykker på tuben. Materialet flyder hen, hvor der er plads, eksempelvis i spån-kanalen i boret, men her er det ikke længere under pres og stivner øjeblikkelig - hvorved det danner en prop, der forhindrer adkomst for nyt materiale (og boret blokker til og knækker). Borer man i en klods kobber eller aluminium oplever man hurtigt, materialet i større eller mindre grad "klistrer fast" i spån-kanalen - og det fastklistrede materiale ligner ikke de andre spåner - det er et lokalt fænomen, der ikke har at gøre med spåntagning.
Der er efter min ringe viden TO veje ud af problemet (sådan rent logisk, men det er ikke sikkert det holder i alle tilfælde):
1) sørg for materialet aldrig når den temperatur og det tryk, der gør flydning mulig (dvs.: Meget skarpt værktøj og rigelig køling).
2) sørg for trykket under hele processen er så stort at alle spåntagne dele af materialet (læs: "det afhøvlede materiale") holdes under konstant høj temperatur og højt tryk (dvs.: Varm selve boret op med en blæselampe før brug og pres med højeste mulige tilspænding).
Personligt har jeg svært ved at anbefale løsning nummer to
... men det burde næsten prøves: Et varmt bor på en kold kobberklods.
Venligst
Jørgen Skyt