Hej Med fare for at stille et spørgsmål, som er helt ude i hampen, prøver jeg alligevel. Det drejer sig om et tandhjulssystem på en gammel hollandsk vindmølle. Her er det hatten der krøjes, så vingerne står rigtigt i forhold til vinden. Det sker ved at et lille krøjehjul på hatten trækker hatten rundt via en stor krøjekrans, der ligger på selve møllekroppen. Diameteren på denne krøjekrans er ca. 5 meter. Sidste år blev der sat et nyt krøjesysteme op, da møllen blev restaureret efter en stormskade. Der kom et helt nyt system op, idet det originale var taget ned for ca. 30 år siden uden at være opmålt forinden. Det nye krøjesystem drives af en vindrose med nyt krøjehjul og nyt tanshjulssystem til at trække dette. Det nye krøjehjul er af stål, tildannet i et standard ikke konisk format siddende på en lige aksel. Krøjekransen er af støbejern. Kort tid efter at det nye krøjehjul var kommet op begyndte vi at kunne høre nogle gevaldige brag fra møllen. Vi har så opdaget at det nye krøjehjul var begyndt at "æde" den gamle krøjekrans, og der lå metalspåner mellem tænderne på krøjekransen, og der var tydelige spor efter rivning (muligvis koldsvejsning) på krøjekransens tænder. Smøring blev intensiveret, og nu er problemet begrænset noget, men ikke helt. Så sent som i dag så og hørte jeg det. Det sker ved at krøjehjulet tilsyneladende "vipper" lidt til siden og hviler øverst på en tand på krøjekransen og så pludseligt "smutter ned" mellem krøjekransens tænder. Vi er noget nervøse over dette problem, da det jo vil være let at skifte krøjehjulet, men ret bekosteligt at skulle udskifte krøjekransen. Så vi overvejer hvad der kan gøres. Er det forkert at sætte er tandhjul af stål sammen med en krans af støbejern, når hatten vejer 17 tons? Skulle krøjehjulet have været konisk og have siddet på en aksel med en passende hældning? Kan den aksel krøjehjulet sidder på være dimensioneret så den er for svag, og kan give for meget efter, så krøjehjulet derfor "danser" hen over krøjekransen? Kan problemet løses ved at slibe lidt af krøjehjulets tænder, så anslagsfladen bliver bedre i forhold til krøjekransen? Skal vi leve med det og bare smøre godt og grundigt med noget fedt med stor vedhæftningsevne? Der er mange overvejelser, det eneste vi er næsten sikker på med en gammel mølle er, at det er alt for dyrt! men også spændende og fantastisk. Med venlig hilsen Susanne