Hans Ingvorsen og Huusom m. fl.: I er jo ret enige i det gode ved at købe en kraftigere brugt bænk i stedet for en ny kineser,
Der er imidlertid nogle problemstillinger, som jeg ikke mener at I tager højde for.
1. Faglig viden.
Man skal være ret kompetent for at vurdere om en brugt bænk er slidt i en grad, så den nærmer sig jernhandleren. Mine evner rækker til at se om den er rusten, slidte lejer og vanger er det tvivlsomt om jeg vil kunne vurdere rigtigt.
2. Reservedele.
Køber man en brugt bænk er der en pænt stor risiko for, at det ikke længere er til at opdrive reservedele. Kan man få reservedele til den, taler alt for, at de er dyre som bare den, seneste eksempel er Rim's ventil til hans Maho - jeg kunne købe to hele, slagtede svin af naboen for de penge den koster.
3. Vægten
For mig ligger grænsen på 2 - 300 kg. Bliver maskinen tungere kan jeg ikke få den ned i kælderen.
4. Pladsen
En solid, gammel maskine til en lav pris er typisk også ret stor. Det er jo netop fordi der ikke er plads til den i et hobbyværksted og ikke kunder til den på det professionelle marked, at den er billig. Små, hobbyegnede maskiner er ikke nær så billige, her ligger prisen typisk højere end for en ny kineser.
5. Stivheden i maskinen.
Med en lille motor er der altså ikke større krav til stivhed end den vangerne sagtens kan levere i sig selv. Hvis man ikke kaster sig ud i at dreje tunge, excentriske emner med høj fart, så er en vægt på et par hundrede kg. også rigeligt til at at bænken står støt og roligt. Kun hvis jeg sætter en meter lang stang gennem spindlen kan der opstå lidt rystelser, som en tungere bænk sikkert ikke ville have.
6. Effektiviteten.
En hobbymaskines helt store formål er at give ejeren nogle hyggelige timer, ikke at gøre arbejdet på så kort tid som muligt. I modsætning til Rim ser jeg ikke noget problem i at der går meget længere tid med at lave en ting end der ville være gået, hvis maskinen havde været større. Ofte vil man som hobbymand jo netop have nogle tilfældige stumper at lave tingene af. De er gratis i kroner, men det koster så måske en del timers merarbejde, end hvis man var startet med den ideelle størrelse. Jeg har laver flere MK2 konusser af 30 mm tykke aksler, fordi jeg ikke vil betale 450 kr. + moms for en 2 meter lang 18 mm stang hærdbart stål.
Det er ikke fordi jeg er uenig i jeres argumenter, jeg synes blot at vi snakker forbi hinanden, hvis vi ikke starter med at definere målgruppen og forudsætningerne.