Jeg har længe gået og luret på at få splittet tvær og fortsætterslæden på min Colchester student, da den var møgbeskidt og formodentligt rummede en masse fastklemte spåner, ihvert fald kunne den ene skala ikke drejes og nulstilles og slæderne gik trægt. Jeg gik i gang igår, og sidder nu med en kop velfortjent kaffe og nyder dagens arbejde i mit KØLIGE værksted.
Den skala der sad fast, kunne jeg pludseligt bevæge mere og mere, og var derfor klar over at den nok skulle tages forsigtigt, da de oftest er konstrueret med fjederbelastede kugler som har en rigtig grim tendens til at flyve af H til ved adskillelse. Som sagt så gjort, en underlig lyd og så var skaden sket, og efter 30 minutter opgav jeg den lille kugle - men gode råd var dyre, for der skulle en kugle i.
De resterende to kugler blev lagt et sikkert sted, og skydelæren sagde 6,35mm...Hmm, jeg gik i gang med en kasse ubrugte men kasserede kuglelejer fra en tidligere arbejdsgiver, og roede længe til jeg endeligt fandt et åbent SKF-leje, som formodentligt var kasseret fordi det føltes som om der var skidt i. Jeg sjussede mig frem til at kuglerne måtte være rigtig tæt på de 6,35mm som jeg skulle bruge, og så klippede jeg låseringen... De var 6,35mm
Nu er colchesteren så færdigsamlet, og jeg er glad for dagens arbejde, og mit fantastiske reservedelslager