For ikke at være pyntet med lånte fjer, er jeg nødt til at ”modellere lidt” på Sørens historieskrivning i starten af tråden..
Da Jens Erik Frylund for mange år siden, på grund af sygdom i familien søgte hjælp, meldte Søren og jeg os som frivillige. Næsten samtidig valgte forlaget, som ejer ”Frylunds Fagteori” så at koble forumdelen af, og for at gøre kaos totalt, valgte One.com at nedlægge den platform, som forum kørte på.
Jeg troede (havde en ide om) at jeg med gamle erfaringer fra et andet forum, kunne få det hele til at spille igen, men AK! Inden længe resulterede de i totalt nedbrud, og et ikke kontaktbart forum.
Derefter var det Søren, som ellers havde udtalt, at han anede ”Nada” om den slags, der fik stumperne samlet op og klistret sammen. Jeg måtte og må erkende, at mine IT evner lige som jeg selv har nået pensionsalderen og siden har Søren siddet mutters alene i maskinrummet, og mit eneste bidrag til Forums fortsatte eksistens består altså i at betale halvdelen af regningen fra One.com.
Det bliver jeg ved med, så længe Søren gider fortsætte som tastaturtrold, men det er da uendelig trist at se aktiviteten nærme sig nul, fordi brugerne åbenbart foretrækker Facebook og en side, som efter min mening udvikler sig til en konkurrent til Marketplace, mens de faglige opslag forsvinder i et sort hul.